HVIS DET REGNER Vejret i Spanien er jo som regel heldigvis godt. Men af og til kan det alligevel blive nødvendigt med en “regnvejrs-aflysning.” Derfor vil du få en mail om mandagen i tilfælde af, at turen aflyses. Men hvis vi skal sikre, at ingen kører forgæves, er det nødvendigt, at ALLE “mimrere” tilmelder sig med deres e-mail adresse på nedenstående link. Din e-mail adresse vil iøvrigt blive holdt anonym. |
Her kan du tilmelde /afmelde dig mimrerturenes mail-liste
"GPS koordinater - hvad er det?"
Igen var vi en lille flok på 7 mimrere, der mødtes på vejen op til stenbruddet San Pitar. Der var selvfølgelig lukket for selve stenbruddet, men vi noterede telefonnummeret, i fald..... måske, hvis vi engang er mange flere, kan kontakte arkæologisk afdeling i Vélez og få dem til at lukke op og vise os rundt? Jeg læste i Axarquía Tidende (eller hvad de nu kalder sig..), at et større renoveringsarbejde er planlagt for at forvandle stenbruddet til en turistattraktion. Så der er måske håb forude.
Efter at have kigget ind mellem tremmerne og set det, vi kunne, fortsatte vi op, op, op gennem en nydelig urbanización og derefter nedad igen til bilerne.
På den farverige café Mirró i Benajarafe spiste vi deres superlækre pitufos, og også kaffen var god.
Mimreturen gik til strandpromenaden i Torrox Costa. Vi var bare 3 deltagere, men mødte undervejs 2 andre klubmedlemmer, der netop var landet i Spanien dagen i forvejen, og blev budt på en øl i deres dejlige lejlighed. Der spiste vi så vores madpakker og fik en lang snak om gamle dage. Der var nogle få turister, der var kommet til Costa del Sol for at sole sig. Og det gjorde de så, mens de holdt på hat, briller og parasol i den kraftige vind.
Mimreturen den 4. maj langs floden "El Chillar" i Nerja havde kun 2 deltagere: Asger og Mónica, men det havde de jo prøvet før. Selve turen er ikke opsigtsvækkende smuk, og El Chillar brusede bestemt ikke som en elv, men klukkede diskret og konstant. Vejen var god og gå-venlig, og vi tilbagelagde godt 6 km, passende for en mimretur. Det sædvanlige kaffested ved broen var lukket, så vi kørte tilbage til Klubben og fik kaffe hos nabo Eva.
Der var MANGE med på mimreturen den 20. april, hele 7 deltagere, en hel FLOK. Det har vi ikke oplevet i umindelige tider. Vejret var flot, Viñuela-søen også, turkis og spejlblank. Vi gik i adstadigt tempo og nåede kun godt 4 km, men hyggede os. Endnu en dejlig dag i godt selskab og med passende udfordringer.
Nogle af de andre mimrere havde aftaler om coronavaccinacion, så det var igen, igen bare Asger og Mónica, der mødtes i Almayate og derfra gik "rundt om tyren".
Det var herligt turvejr, og vi så interessante ting undervejs: 2 sæt ryttere på flotte heste, bondemanden i marken for at plante bønneplanter ved de tipiagtige bambusopstillinger. Der var grøde i luften. Og skønne blomster, valmuer og snerler i blomst.
På hjemvejen ad markvejen parallelt med hovedvejen langs med sandstensklipperne opdagede vi et ikke særlig smukt relief af et hoved, kradset ud af sandstenen. Flintstone grafitti?
Mimreturen 6/4-2021 skulle efter planen gå til Viñuelasøen, men da det havde regnet dagen i forvejen, ændrede vi den til Paseoen i Torre del Mar, hvor vi kunne gå tørskoet. Og det gjorde vi. Kommunen havde venligst lavet en gangsti af træ, så vi kunne gå temmelig langt uden at skulle gå i sandet.
Flot vejr og ret mange folk ude at løbe og gå.
Kaffen tog vi på Safari Beach.
Godt 5 km blev det til.
Mimreturen 30/3 var Appelsinturen ved Río Bermuza. Vi var 5 mimrere, der nød det frodige landskab, men den var lidt anstrengende med meget op og ned ad bakke.
Vi mødte gamle kendinge som de to forskellige bagerbiler, der servicerer området, og æggemanden også. Dejlige blomster undervejs, især valmuerne, der var på deres højeste netop nu. En smuk og varieret tur.
Vi er så privilegerede, os, der bor her på kysten.
Mimreturen ved tunnellerne i Rincón de la Victoria er en af de smukkeste, vi har.
Høj sol, blåt hav og 6 ufortrødne mimrere.
Vi så en dykkerskole i gang med træningen: Frømænd kastede sig i bølgerne.
De mange udendørs motionsapparater blev også flittigt brugt. Godt, de har åbnet dem igen. Lene og Niels bor i Rincón og førte os hen til et godt kaffested. Endnu en dejlig dag.
Tirsdag den 9. marts havde vi en fin tur langs stranden i Torre de Benalgabón. Vejret var forårsagtigt, og en del folk var ude at lufte deres hunde og rollinger. Det er skønt at gå med lyden af bølgerne i øret hele vejen. Vi var MANGE denne gang: hele 6 mimrere. Det er længe siden, vi har været så mange, og det var hyggeligt. Så snart vi kom hjem, begyndte det at regne....